En shoppingoplevelse – De 5 bedste gallerier i Dubai

  1. 4 Maj 2017
  2. Shopping

Luksusshoppingen har naturligvis en stor plads, men de prangende gallerier huser også velkendte butikskæder med overkommelige priser.

Byen med verdens største shoppingcenter! Det er svært at lukke øjnene for, at Dubai har erobret positionen som en af verdens førende shoppingdestinationer. Dette blev understreget, da verdens største shoppingcenter, Dubai Mall, med sine 1.200 butikker, slog dørene op i 2008.

Luksusshoppingen har naturligvis en stor plads, men de prangende gallerier huser også velkendte butikskæder med overkommelige priser. Er man på jagt efter eksklusive mærker til nedsatte priser, er der det årlige superudsalg, som hersker i alle Dubais butikker under Dubai Shopping Festival.

Dubai Mall

Velkommen til Mall of Dubai – verdens største shoppingcenter! Dubai er blevet en af verdens mest foretrukne destinationer for shoppingelskere. Dubai Mall er kronjuvelen blandt byens mange shoppingområder. Det er ingen overraskelse, at du her finder – alt!

Mere end 1.200 butikker fordelt på fire etager, over 150 spisesteder, 22 biografsale, en hockeybane, et af verdens største saltvandsakvarier og flere elegante hoteller. Det store antal butikker betyder, at prisgrupperne varierer – fra store velkendte kæder til eksklusive modehuse. Efter en dags intensiv shopping kan I tage op i Burj Khalifa og lade jer imponere af springvandsshowet i Dubai Fountain, som ligger lige ved Dubai Mall.

Mall of the Emirates

Tag Dubais røde metrolinje mod byens sydvestlige del, hvorefter du ankommer til Mall of the Emirates egen station. Her kan du gå rundt og gøre gode fund i de cirka 560 butikker, som holder til i dette luksuriøse shoppingkompleks. Modehusene er linet op langs pavillonerne Fashin Dome og Via Rodeo. I Mall of the Emirates finder du desuden også eksklusive forlystelsesparker, som blandt andet rummer den indendørs skibakke, Ski Dubai – her har du mulighed for at leje et par ski og begive dig ud på den berømte skibakke!

Deira City Centre

Deira City Centre var et af de første shoppinggallerier på Dubais gader i 1995, da man slog dørene op. Med sin perfekte placering midt i den gamle del af byen og tæt på byens museum, hvor du kan lære mere om byens historie, får du her en mere klassisk gallerioplevelse med et bredt udbud af butikker – alt fra det enkle til eksklusive. Foruden den gode beliggenhed har Deira City Centre et interessant Food Market, hvor man kan gå på opdagelse i smage fra hele verden.

Mercato Shopping Mall

Dette maleriske og renæssanceinspirerede galleri finder du i hjertet af Jumeirah. Det er svært ikke at blive fanget af arkitekturen, som minder om de italienske markeder, når man går rundt derinde. Med cirka 90 butikker, biograf og et sted, hvor børnene kan lege, er dette det perfekte galleri for børnefamilien eller den arkitekturinteresseret.

Burjuman Center

En mere luksuriøs shoppingdestination. Det originale galleri, Burjuman Center, der allerede åbnede i 1992 er med tiden blevet en af nøglespillerne i Dubais shoppingverden. Her finder du blandt andet mærker som Versace, Louis Vuitton, Burberry, Bvlgari, Massimo Dutti, Mont Blanc og Hermes. I galleriet finder du også rigeligt med restauranter og caféer med noget for enhver smag!

Flere guider