Storslået vandshow i Dubai Fountain

Elsker du den slags oplevelser, der bare ikke findes andre steder? I så fald kan vi varmt anbefale den smukke menneskeskabte sø Burj Khalifa Lake, hvor du også finder verdens største koreograferede springvand, Dubai Fountain. Springvandet ligger ved siden af verdens største indkøbscenter, The Dubai Mall, og for foden af verdens højeste bygning, Burj Khalifa. Ja, du støder på mange eksempler på “verdens største/højeste” her i Downtown Dubai, og det siger sig selv, at det er oplevelser, du ikke må gå glip af under en rejse hertil!

Men tilbage til Dubai Fountain … Med hele 6.600 WET Superlight-lamper, 75 projektører og evnen til at sprøjte vand ca. 150 meter op i luften har dette majestætiske springvand mere end 1.000 forskellige vandmotiver at byde på under forestillingerne. Springvandet er over 250 meter langt, hvilket er længere end to fodboldbaner, og når det er aktivt, kan det på ethvert givet tidspunkt sprøjte ikke mindre end 83.000 liter vand op i luften! Det enorme vandshow forløber i takt til alt fra gamle popklassikere, moderne arabisk musik og medrivende verdensmusik.

De bedste steder at opleve Dubai Fountain fra

Båt framför Dubai Fountain

The Dubai Fountain Boardwalk kan du komme så tæt på som 9 meter fra springvandets stråler. Det er en flydende strandpromenade, som er 262 meter lang, og du kan bl.a. få adgang til den fra Burj Park. Her kan betalende gæster komme i nærkontakt med det overvældende springvand.

En anden måde at sikre sig et intimt møde med Dubai Fountain på er ved at købe billet til en Dubai Fountain Lake Ride. Her bliver gæsterne sejlet ud på Burj Lake i en båd, så de kan opleve springvandet fra allerførste parket.

Springvandet er også virkelig flot, hvis det betragtes ovenfra. Burj Khalifa har en udsigtsplatform, der kaldes At The Top, hvorfra der er en glimrende udsigt til springvandet. Det er også en smart måde at slå to fluer med ét smæk på, for du havde vel tænkt dig at skulle besøge verdens højeste bygning?

Tips til dig, som skal besøge Dubai Fountain

Undgå at besøge springvandet om fredagen. Eller rettere sagt, undgå i det hele taget at planlægge for mange besøg ved turistattraktioner om fredagen, for det er den ugentlige helligdag i Dubai. Det betyder, at det er på denne dag, de lokale selv tager ud til de populære turistområder. Så det er en god idé at bruge fredagene til at slappe af på hotellet eller simpelthen tager på en udflugt uden for byen til et af de andre emirater.

Der er masser af restauranter og caféer rundt om Burj Khalifa Lake med fine udsigter til springvandets show. Her skal du dog være forberedt på, at maden kan virke dyr, fordi man også betaler for beliggenheden. Derfor kan det være en god idé at kombinere besøget ved springvandet med en lille kaffepause. Prøv at bestille bord i forvejen, hvis du kan.

Aftenerne er mageløse! Du bør i første omgang satse på at opleve Dubai Fountain om aftenen. Her er showet allermest imponerende, fordi alle lamperne og projektørerne ses tydeligere i mørket, og det gør, at både lys og lys spiller bedre sammen.

Kom i god tid! Hvis du kører ud til Dubai Fountain med metroen og stiger af på Dubai Mall, skal du regne med, at det tager lidt tid at komme ud af indkøbscentret og finde et sted med en god udsigt.

Tider for Dubai Fountain

Hver aften hele ugen mellem kl. 18-23 afholder Dubai Fountain en forestilling en gang hver halve time. Der er også to eftermiddagsshow ved springvandet kl. 13.00 og 13.30. Om fredagen finder eftermiddagsshowene dog sted kl. 13.30 og 14.00.

Skift korthøjde

Flere seværdigheder

Rejseguider om UAE

Hoteller